At måle hvordan en reklame vil virke – inden den bliver indrykket – er naturligvis en selvmodsigelse, men man kan alligevel gennemføre analyser, der tilnærmelsesvis kan give informationer om virkningen.
Pre test kan gennemføres på mange måder. IFO anbefaler at anvende metoder, der i så stor udstrækning som muligt genskaber eksponeringssituationen. Det vil sige, at en reklamefilm f.eks. testes i en biograf, hvor testfilmen er sat ind i rullen af reklamefilm. Allerbedst er det, hvis testpublikum herefter vises en almindelig biograffilm, og at udspørgningen af respondenterne sker efter visningen af denne film. Alternativt spørges respondenterne efter visningen af reklamefilmene.
Det er sjældent, at man har mulighed for at “prøveindrykke” annoncer i trykte medier. Derfor benyttes en dummy, der indeholder en samling af annoncer, hvor testannoncen også indgår. Dummyen er udarbejdet på en sådan måde, at annoncerne teknisk fremtræder på samme måde med hensyn til færdiggørelse, papirtype m.v.
Ved at anvende dummy metoden kan der stilles spørgsmål, der afdækker:
- Opmærksomheden
- Den umiddelbare opfattelse af annoncen
Herudover kan en eksponering af annoncen give en grundigere beskrivelse af, hvilke signaler annoncen sender til modtageren.
Pre test gennemføres ved hall test (fx i et butikscenter) eller på internettet via IFOs forbrugerpanel. Netversionen indeholder en elektronisk dummy, hvor der ikke er mulighed for at blade tilbage. Hver af de enkelte annoncer, der indgår i dummyen, vises kun et øjeblik på skærmen, og i forskellig rækkefølge fra interview til interview. Efter visningen af annoncerne, udspørges respondenterne om erindring til de viste annoncer. Herefter vises testannoncerne igen, og der spørges mere kvalitativt til opfattelsen af annoncen.